|
|||
|
|||
Cases / Patientudtalelse |
|||
Ansigtszoneterapi og Temprana Reflexterapi.
Lucas var mit første Temprana barn. Han var også min eksamensopgave. Lucas er en kvik, glad og samarbejdsvillig dreng, hvis største ønske er at blive forstået. Det har været svært for ham, fordi han har oral verbal dyspraksi. I Lucas’ tilfælde betød det, at han i en alder af 6½ år var testet til at have ½ % sprog, dvs. han kunne sige enstavelsesord som mor, far, bil, hus. Efter 2-3 mdr. behandling med Temprana Terapi (inkl. Ansigtszoneterapi) skete der væsentlige forandringer, både fysisk, psykisk og verbalt: flere lyde, flere ord.
Efter 4-6 mdr. behandling kunne han flerstavelsesord og enkelte sætninger samt en bedre udtale. Han var nu testet til at have 25 % sprog. I de følgende måneder er det gået rigtig stærkt. Han kan lave fulde sætninger, og hans udtale er blevet mere klar og tydelig. Lucas er efter ca. 1 års Temprana behandling nu testet til at have 100 % sprog med talefejl.
Det har selvfølgelig betydet meget for hans sociale liv. Han bliver forstået. Mest af alt har det givet ham et større selvværd. Nu tør han tage kontakt til andre. Han er ikke mere isoleret fra omverdenen.
Ansigtszoneterapi og Temprana Reflexterapi er den mest unikke og effektive behandlingsform, jeg kender til. Jeg er taknemlig for, at jeg har haft mulighed for at tage denne uddannelse.
Mads’ forløb hos Joan. I februar i 2010 fik vi ved et rutinemæssigt hos øjenlægen at vide, at Mads havde brug for briller. Han er langsynet og har en bygningsfejl på det ene øje. Ydermere fik han konstateret, det der i daglig tale kaldes ”et dovent øje ” og hans ene øje havde en let skelen.
Et dovent øje er et øje som ser dårligere end det andet, men små børn lærer at kompensere for det dårlige øje, derfor havde vi intet bemærket og var derfor ret chokerede. Øjer er fuldstændig intakt, men problemet er, at forbindelsen fra hjernen til øjet ikke fungerer, fordi de hjernenerver som skal ”give besked” til øjet om at se, er til stede, men ikke fungerer optimalt.
I nogle mdr. dryppede vi det gode øje, for på den måde at tvinge det dovne øje i gang, men uden held. Vi blev henvist OUH skeleambulatorie for nærmere undersøgelse og fremtidige behandling. I maj 2010, startede vi med plaster nogle timer om dagen og gik til kontrol hver 8. uge. I september fik vi at vide at der ingen fremgang var og at hans øje nok aldrig ville kunne se rigtigt. Vi startede hos Joan i september. Det første besøg var ret specielt for os, vi havde mange spørgsmål; hvad kunne hun gøre, og kunne der gøres noget, eller var det hele ren hokuspokus og fup og fidus?
Men efter en halv times behandling faldt Mads i søvn… og lå som Jesus på korset…fuldstændig afslappet og i dyb søvn. Ret fascinerende at se ham sådan…når han normalt er en dreng med masser af krudt og som bestemt ikke lægger sig til at sove om eftermiddagen. Da han vågnede var han rigtig ked af det, træt og i rigtig dårlig humør resten af dagen.
Vi aftalte at vi skulle komme hver 14. dag indtil næste tjek i slutningen af oktober. Det 2. og 3.besøg gik nogenlunde på samme måde.. han faldt hurtig i dyb søvn og vågnede op ked af det og i dårlig humør. Til gengæld skete der begge gange noget næste dag.. Han vågnede op med noget der lignede øjenbetændelse i det dovne øje. Faktisk ringede børnehaven den ene gang og bad om os om at skaffe nogle øjendråber til ham, i børnehaven må de nemlig ikke ha' børn med øjenbetændelse, med mindre de er i behandling. Vi var begge enige om at det ikke var øjenbetændelse, men en reaktion på behandlingen hos Joan. Nu ville det jo ha' været fint hvis Mads kunne ha' sagt om han selv mente han kunne se bedre, men da han kun er 4 år er det svært for ham at forholde sig til.
Den 4.gang skete der igen noget under behandlingen. Mens han lå og sov, kom der en tåre frem i det ene øje… men denne gang i det raske øje…en reaktion på, at det øje altid er på overarbejde, da det jo er det øje som ser. De næste besøg gik på nogenlunde på samme måde, bortset fra at hans humør for hver gang blev bedre. Men til gengæld kunne han flere gange udtrykke en kilden op gennem benet, når Joan behandlede de ømme punkter på fødderne, som vedrørte øjnene/synet. Og vi var ikke i tvivl om at Joan havde fundet de rigtige punkter, en rumlen i maven kunne også høres hver gang. Før Mads startede hos Joan, kunne han ofte have kraftige hysteriske anfald, hvor han råbte og hylede, dem har vi haft meget få af i de sidste par mdr. haft meget få af.
Mads er blevet en gladere dreng og virker til tider mere afbalanceret med en bedre koncentrations evne end tidligere. For fem uger siden slog han sine første koldbøtter, godt nok lidt skæve, men mon ikke de bliver bedre med tiden. Torsdag i uge 43, var vi til tjek hos øjenlægen på OUH. Efter at havde testet ham kom dommen; der var sket en væsentlig forbedring !!! hvor de ellers mente der ikke kunne gøres noget for at han kunne få et tilnærmelsesvis godt syn. Nu er der pludselig sket ”en væsentlig forbedring ”. Fantastisk… Vi er slet ikke i tvivl om at Mads skal fortsætte nogle måneder til hos Joan. Mads 4 år
Alexander blev som etårig indlagt med RS-virus på børneafdelingen på OUH. Det viste sig at blive et langt forløb, ca. 3 måneder var han indlagt, da han under indlæggelsen blev smittet med forskellige vira, der satte sig på hans luftveje og gjorde hans vejrtrækning meget besværet. Han fik bl.a. en meget slem og sjælden virus, som fik den nederste del af venstre lunge til at klappe sammen. Denne sammenklapning har pådraget ham et varigt men på lungen, og lægernes vurdering er, at lungen aldrig kommer til at fungere optimalt igen. Samtidig har han også svær astma.
Samtidig har Alexander været inde og ude af hospitalet i en årrække. Specielt i vinterperioderne har han været indlagt rigtig mange gange med luftvejsinfektioner, som har betydet, at han skulle have ilt og astmamedicin gennem masker, som kun findes på hospitalet. Samtidig har han fået prednicilon og anden stærk medicin for at udvide hans små luftveje.
Selvom han ikke var syg af infektioner, var han tydeligt besværet i sin vejrtrækning, og han havde dybe ind trækninger ved hals og ribben. Skuldrene sad oppe under ørerne, og hans brystkasse var unaturligt stor og gav ham en meget firkantet statur. Han kunne ikke løbe 5 m uden at stoppe op og hive efter vejret. Det har betydet et stort afsavn i forhold til at udvikle sociale relationer, da hans ophold i dagpleje og børnehave ofte er blevet afbrudt af langvarige hospitalsindlæggelser. Efter sin sidste indlæggelse i 2009, startede Alexander med zoneterapi hos Joan, og i lidt over et års tid har han fået Neuro Fodzoneterapi, Ansigt zoneterapi og Tempera Reflekszoneterapi ca. en gang om ugen., hvilket har betydet markante ændringer. Hans immunforsvar er blevet forstærket, og han har siden 2009 ikke været indlagt. Når han har været forkølet, har han selv været i stand til at bekæmpe det uden at ”hvæse” og hive voldsomt efter vejret. Hans skuldre er kommet ned på plads, og brystkassen har fået et næsten normalt udseende. Han er blevet glad og livlig, og kan også løbe og være med i kammeraternes leg. Dog er han fortsat påvirket, når han er fysisk aktiv pga. den nedsatte lungefunktion og astmaen. Men Joans zoneterapi har gjort en stor forskel i den positive retning og har været medvirkende til, at Alexander har fået livskvaliteten igen. Alexander Sundstrøm, 5 år Jeg startede i et forløb hos Joan i foråret 2010. Min diagnose lød bipolar affektiv sindslidelse (maniodepressiv) havde afstedkommet, at jeg var opgivet i det offentlige sundhedsvæsen. Rent medicinmæssigt havde jeg under min sygdom været medicineret med 10 – 12 forskellige lægemidler ikke på én gang – men afprøvet med 1, 2 eller 3 ad gangen.
Inden for psykiatrien er det en kendt sag at kun 60 – 70 % af patienterne responderer positivt på SSRI produkter (læs lykkepiller, som stabiliserer serotonin og noradreanalinproduktionen i hjernen). Endvidere havde OUH forsøgt sig med ”hele kataloget” af mulige behandlingsmetoder – dog uden at jeg havde fået det radikalt bedre.
Gode råd var derfor dyre. Jeg var usikker på, hvor meget mere familien kunne holde til, ligesom jeg havde det dårligt. Endvidere blev jeg tilkendt førtidspension i marts 2011. Min livskvalitet var på et meget lavt niveau, ligesom mit selvværd kunne ligge på et meget lille sted. Mine familiemæssige relationer var efterhånden hårdt prøvede og i det hele taget havde jeg svært ved at se meningen med livet. Min evne til at huske og koordinere ting (læs hukommelse og de kognitive funktioner) var på et meget lavt niveau. Jeg kunne spørge om de samme ting 3, 4 eller 5 gange inden for kort tid. Det har været helt utroligt, hvad Joan har gjort for mig. For det første har hun kunne stabilisere mit humør. Ja det lyder måske mærkeligt, men ud over at være en knalddygtig zoneterapeut, kan Joan et og andet, som i hvert fald for mig har betydet, at jeg har fået det betydeligt bedre. Så Joan har meget professionelt hjulpet mig på en meget imødekommende, empatisk og virkningsfuld måde. Hun har via de mange zoneterapeut-punkter hjulpet mig step for step på vej mod at blive rask.
Jeg ved, at det lyder en kende mærkeligt, men ikke desto mindre har det altså virket rigtig godt for mig. I forløbet har jeg fået så meget energi, at jeg også er begyndt at løbe – og motion er jo som bekendt godt for psyken. Nu løber jeg 25 – 40 km om ugen og har fået det radikalt bedre. Om en måned skal jeg løbe ½ maraton. Hukommelsen er ikke superb, men dog meget bedre end den har været igennem meget lang tid. Mine evner til at koordinere (kognitive evner) er også for opadgående.
Så alt i alt har jeg med hjælp fra Joan fået det radikalt bedre, ligesom min livskvalitet er forbedret. Derfor kan jeg give dig min allerbedste anbefaling af Joan. Svendborg, d. 30.03.12 Jens, 46 år |
|||
|